Gå til indhold

Jesper Weichel, IT-projektleder

I sit arbejde som projektleder i Fælles sikkerhed i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er Jesper Weichel med til at følge projekter godt til dørs og sikre, at kvaliteten hver gang er helt i top. Læs bl.a. om, hvordan han bidrager til, at agile metoder bliver en del af hverdagen.
""

it-projektleder i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, Jesper Weichel, er 55 år og uddannet Cand. Merc. fra CBS. Selvom karrieren startede i det offentlige tilbage i 1993 — dengang i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen — har han tilbragt størstedelen af sin karriere i private virksomheder, herunder bl.a. A.P. Møller – Mærsk og TDC Gruppen. For fire år siden kom Jesper til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen som ekstern konsulent, men blev allerede året efter fastansat med blå snor.

Som den joviale og ikke mindst boglige type, Jesper er, har han ud over projekterne, han styrer på arbejdet, også en stor interesse for historie. For en måned siden, var det renæssancen i Italien, som optog ham, men lige i øjeblikket er det anden verdenskrig. Spørger man Jesper, synes han, at det på nogle måder minder om hans arbejde, fordi han også her rykker fra projekt til projekt og kaster al sin energi og passion i det.

Læs med i det følgende og hør, hvad der fik Jesper til at vælge Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Den vigtigste rolle er at få opgaver afsluttet og leveret i god kvalitet til tiden. Hver gang.

Jesper Weichel, it-projektleder i Fælles sikkerhed i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

 

""

Hvorfor valgte du at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?  
”Jeg valgte at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, fordi jeg kunne se, at der lå en vigtig og meget spændende opgave omkring udvikling af it-sikkerhed, og den havde jeg stor lyst til at deltage i.”

Hvad er din vigtigste opgave i rollen som projektleder? 
”Den vigtigste rolle er at få opgaver afsluttet og leveret i god kvalitet til tiden. Hver gang.” 

Hvad er det bedste ved at arbejde som projektleder i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen? 
”For mig er det bedste at interagere fagligt med dygtige kollegaer og derved sammen skabe leverancer, som alle er tilfredse med.”

Hvem er dine tætteste samarbejdspartnere?
”Som projektleder har man en bred kontaktflade, og det skifter jo afhængigt af, hvilke projekter man arbejder på. I øjeblikket er min primære samarbejdspartnere Infrastrukturdrift & Services, Service Management & Styring samt mine kollegaer i den øvrige sikkerhedsfunktion.”

Hvad er det mest udfordrende ved at have dit job i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?  
”Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en stor organisation, og vi forvalter et komplekst system- og teknologilandskab. Det gør, at det nogle gange kan tage lang tid at få beslutninger truffet og gennemført. Det kan godt opleves som udfordrende, når man gerne vil hurtigt i gang, selvom det er fuldt forståeligt, at der skal mange ind over de vigtige beslutninger, som vi træffer.”

Hvordan føler du, at du gør en forskel med dit arbejde? 
”It-sikkerhed er helt sikkert markant udviklet og styrket, i forhold til da jeg kom ind i billedet for fire år siden. Det er jo mange menneskers fælles fortjeneste, men jeg føler, at jeg er med til at bidrage til den positive rejse.”

Hvordan er balancen mellem arbejde og fritid?
”Jeg synes, den er god. Jeg oplever, at der bliver taget hensyn, og at der er lydhørhed for forskellige behov, og at man som medarbejder bliver imødekommet på dette område.”

Hvad kan du fortælle mig om dine kollegaer? 
”Mine nærmeste kollegaer har en større teknisk viden og kompetencebase, end jeg selv har. Heldigvis er de gode til at dele viden, og jeg oplever, at vi er gode til at skabe resultater sammen ved hjælp af godt humør, samarbejde og et fælles ønske om at gøre det gode for it-sikkerheden.”

Er der noget, jeg mangler at få med for at fortælle din historie bedst muligt?
”Indenfor projektledelse er agile metoder som f.eks. SAFe kommet meget frem de senere år. Det skyldes, at mange organisationer har indset, at projektledelse i dag er nødt til at være hurtigere, mere effektiv og mere inkluderende, end dengang jeg begyndte at arbejde med projektledelse. Det er meget motiverende at kunne medvirke og bidrage til indførelsen og anvendelsen af agile metoder og tankesæt i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.”

Mød flere medarbejdere

 

""