Christian Bonde Bredgaard, Contract Manager
Det er ikke bare færdige produkter til en købmandsbutik, som leverandørerne til EUTK-programmet skal levere til. Helt grundlæggende skal Christian Bonde Bredgaard som Contract Manager i kontoret EUTK Leverandørstyring sikre, at leverandørerne i kontrakterne leverer det aftalte. Men undervejs i et forløb opstår der nemt meget komplekse problemer, som han sammen med dygtige kolleger i kontoret skal finde kreative løsninger på, og som leverandørerne kan håndtere.
Den 35-årige cand.merc.jur kom tidligt i 2022 tilbage til Skatteforvaltningen efter en afstikker i godt fire år. Han begyndte i SKAT IT som nyuddannet men fik efter kort tid mulighed for at komme til Udenrigsministeriet, hvor han i it-afdelingen var med til at opbygge en Contract Management-funktion. I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen arbejder han i EUTK-programmets leverandørstyringskontor.
Hvorfor valgte du at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”Jeg vil meget gerne yde et godt bidrag til, at vi får en effektiv skatteforvaltning, da den er grundlaget for et velfungerende velfærdssamfund. Derudover er UFST jo reelt set Danmarks største it-virksomhed med de mest komplekse systemer og største projekter. Så hvis man gerne vil prøve kræfter med dem, så er UFST et godt sted. Desværre har det været nogle uheldige sager i medierne, men det afskrækker ikke mig fra at arbejde i UFST. Det gør det kun endnu vigtigere for mig at bidrage til at få løst nogle af de udfordringer.”
Hvad er din vigtigste opgave i rollen som Contract Manager?
”Det er helt grundlæggende at sikre, at leverandørerne overholder vores kontrakter og leverer det aftalte. Det sker i et tæt samarbejde med mine kollegaer og ledelsen i programmet. Tit handler det for mig også om at oversætte og forstå juraen i forhold til de aktuelle it-opgaver.”
Hvad er det bedste ved at arbejde som Contract Manager i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”At arbejde sammen med dygtige kolleger om yderst komplekse problemstillinger. Det gør kontoret og UFST til et sted, hvor det både fagligt og socialt er inspirerende at være.”
(artiklen fortsætter under billedet)
Jeg har blandt andet været med til at afværge udgifter for flere millioner kr. og fundet løsninger på problemer, der gjorde, at vi fik simplificeret vores it-systemportefølje.
Christian Bonde Bredgaard, Contract Manager
Hvem er dine tætteste samarbejdspartnere?
”Det er kolleger internt i programmet og vores leverandører. Som Contract Manager arbejder man i krydsfeltet mellem leverandør og kunde, i dette tilfælde selvfølgelig Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.”
Hvad er det mest udfordrende ved at have dit job i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”Det er de utroligt mange komplekse problemstillinger, hvor løsningerne ofte ikke er lige til. Så kræver det tit, at man i samspil med kolleger i forretningen finder kreative løsninger.”
Hvordan føler du, at du gør en forskel med dit arbejde?
”Jeg har blandt andet været med til at afværge udgifter for flere millioner kr. og fundet løsninger på problemer, der gjorde, at vi fik simplificeret vores it-systemportefølje. Det synes jeg er en vigtig forskel at gøre, så pengene kan bruges til noget andet.”
Hvordan er balancen mellem arbejde og fritid?
”Jeg synes egentlig, at vi i UFST forsøger at skabe en rimelig balance for medarbejderne. At jeg selv kan have en tendens til at arbejde lidt for meget, er mest min egen udfordring. Min chef er rigtig god til at håndtere det og tage det seriøst, hvis jeg i perioder bliver lidt for presset.”
Hvad kan du fortælle mig om dine kolleger?
”I mit kontor har alle en lidt alternativ baggrund. En er tidligere geolog, en anden er tidligere landinspektør, og en tredje er tidligere elitebokser. Jeg har selv en uddannelse som lastbilchauffør. Så der er lidt af hvert, selvom vi sidder med store komplekse it-kontrakter.”