Gå til indhold

Jesper Lisberg, projektleder

Jesper Lisberg var udlånt til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen en kort periode fra Vurderingsstyrelsen til ICE. Han gjorde det åbenbart så godt, at der igen blev rakt ud efter ham. Denne gang med et tilbud om at blive projektleder for et projekt, som intet har med ejendomme at gøre.
""

Jesper Lisberg er 49 år og uddannet jurist. Han har tidligere været ansat i Vurderingsstyrelsen (VURDST), hvorfra han en overgang var udlånt til ICE i UFST. Han vendte tilbage til Vurderingsstyrelsen, men snart kaldte UFST igen. Og i januar i år begyndte Jesper som projektleder i kontoret Digital Forretningsunderstøttelse i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Hvorfor valgte du at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen? 
Jeg blev kontaktet af kontorchef Anni Voxnæs fra Digital Forretningsunderstøttelse, som spurgte, om jeg var parat til at påtage mig opgaven som projektleder for Projekt Styrket anvendelse af WorkZone i UFST. Jeg har tidligere har arbejdet en del med implementering af digitale forelæggelser i VURDST, og jeg syntes jobindholdet matchede mine kompetencer, og det jeg gerne vil bruge mit arbejdsliv til, og så valgte jeg at takke ja til stillingen.”

Hvad er din vigtigste opgave i rollen som projektleder?
”At styre opgaver, sikre fremdrift og leverancer og at sikre, at projektet når de fastsatte milepæle. Derudover er det vigtigt at bidrage til, at der kommer svar på uafklarede spørgsmål. Det er også vigtigt at have fokus på brugernes behov og de mange forskelle målgrupper i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. At holde styregruppen orienteret og inddrage dem i væsentlige beslutninger er også på top10.”

Hvad er det bedste ved at arbejde som projektleder i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen? 
”Gode kolleger og projektgruppens dygtige medarbejdere. Og så at have ansvar for og frihed til opgaveudførelsen indenfor de givne rammer.”

Hvem er dine tætteste samarbejdspartnere?
”Helt klart internt i UFST. Men de øvrige styrelser, der også har implementeret digitale forelæggelser, har været vigtige sparringspartnere indtil nu.”

Hvad er det mest udfordrende ved at have dit job i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”Det er en meget stor organisation med rigtig mange forskellige interessenter og målgrupper. Det kan gøre det lidt uoverskueligt og svært at holde styr på, hvem der har behov for hvad, når man har en stor implementeringsopgave, som skal udbredes til alle i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. 

”Samtidig er der en del beslutningsled og en lidt tung hierarkisk beslutningskæde, hvilket kan gøre det langsommeligt at få noget godkendt i alle led.”
(artiklen fortsætter under billedet)

""

Jeg bidrager til, at UFST i højere grad end tidligere bruger WorkZone til journalisering, herunder af vigtige beslutnings- og styringsdokumenter.

Jesper Lisberg, projektleder

 

Hvordan føler du, at du gør en forskel med dit arbejde?
”Jeg bidrager til, at UFST i højere grad end tidligere bruger WorkZone til journalisering, herunder af vigtige beslutnings- og styringsdokumenter. WorkZone kan gøre brugernes hverdag meget lettere, og det synes jeg er virkelig tilfredsstillende at bidrage til. Det er samtidig et krav, at vi som myndighed overholder lovgivningen, og det hjælper mit projekt UFST til at gøre. Vi sikrer, at UFST ved, hvad de gældende retningslinjer er.”

Hvordan er balancen mellem arbejde og fritid? 
”Jeg synes, at jeg har en fin balance mellem arbejde og fritid, fordi det er muligt at planlægge, hvornår de forskellige opgaver skal udføres.”

Hvad kan du fortælle om dine kolleger?
”Jeg har nogle dygtige og hjælpsomme kolleger, og vi har det sjovt i kontoret, og vi er gode til at videndele, sparre og hjælpe hinanden. Vi har en god humor og griner ofte sammen, og det gør dagligdagen alsidig og til tider meget underholdende samtidig med, at vi får løst vores opgaver. Det er nemt at føle sig godt tilpas, set og anerkendt i mit kontor.”

Er der noget, jeg mangler at få med for at fortælle din historie bedst muligt? 
”Jeg holder meget af citater, og jeg bruger dem ofte i forskellige sammenhænge. Et passende citat i en forandringsproces kunne være dette citat af Simon T. Bailey: ”Forandring er din ven, ikke din fjende; forandring er en genial mulighed for at vokse. "

Mød flere medarbejdere