20-06-2024

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen udsat for datatyveri af tidligere medarbejder
I februar 2024 blev en person varetægtsfængslet for at have stjålet og lækket data fra den danske skatteforvaltning, andre myndigheder og en it-leverandør. Sigtede var ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, hvor vedkommende udnyttede sine arbejdsbetingede adgangsrettigheder til at stjæle data.
Sagen pågår og er endnu omgærdet af navne- og referatforbud, hvorfor Udviklings- og Forenklingsstyrelsen ikke kan gå i nærmere detaljer, som vil kunne identificere sigtede.
På baggrund af hændelsen nedsatte Udviklings- og Forenklingsstyrelsen i marts en taskforce, som har haft til opgave at foretage grundige undersøgelser af hele forløbet. For at sikre objektivitet i arbejdet samt supplere med ekstra kompetencer blev der hyret ekstern bistand til arbejdet, og der er etableret fuldt overblik over hændelsen. Taskforcen er ved at afslutte arbejdet, og lukker ned ved udgangen af juni.
”Vi har haft en medarbejder ansat, som har udnyttet den tillid, som vedkommende er blevet givet, til at begå kriminalitet. Det er dybt beklageligt, og det påvirker hele vores organisation meget. I de seneste måneder har vi gjort en omfattende indsats for at følge op på hændelsen, og vi har etableret et fuldt overblik over situationen. Vi kan konstatere, at der ikke er sket skade i vores systemer. Vi har også været i gang med bedst muligt at sikre, at noget lignende ikke kan ske igen – og det arbejde fortsætter, selvom taskforcen nu afsluttes,” siger styrelsesdirektør Niels Gotfredsen, som for nuværende ikke kan udtale sig yderligere om den igangværende politisag.
Det forventes, at der falder dom i sagen i september måned.