24-11-2025

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen påtænker personale-tilpasninger
Før sommerferien præsenterede regeringen et statsligt arbejdsprogram, der medfører administrative besparelser på tværs af staten frem mod 2030. Skatteministeriet bidrager med ca. 1,1 mia. kr. til det statslige arbejdsprogram, hvilket indfases løbende, og i 2026 er der tale om ca. 215 mio. kroner.
For at tilpasse os de fremadrettede budgetrammer, påtænker Udviklings- og Forenklingsstyrelsen at varsle 170-180 ansatte på tværs af styrelsens knap 1.900 ansatte. Styrelsens ansatte er informeret.
”Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er vokset markant over årene, mens vi udviklede store it-programmer til ejendoms-, moms-, gælds- og toldområdet. Det arbejde er vi nu i mål med, programmerne går i drift og videreudvikles, og nu skal vi tilpasse os et lavere aktivitetsniveau ved at prioritere i vores opgaver og bemanding. Aktivitets- og rammefaldet følger også af vores flerårsaftale, men bliver nu skærpet med koncernens betydelige bidrag til regeringens arbejdsprogram. Derfor forventer vi desværre at afskedige en række medarbejdere og ledere i UFST. Det er et vilkår, som også gælder for en række andre styrelser i ministeriet – og i staten bredt,” siger styrelsesdirektør Niels Gotfredsen.