Gå til indhold

God dokumentation vil gøre den kommende udvikling nemmere

Som nyuddannet kandidat fra RUC ville Kira Hærvig Rønning gerne være med til at udvikle de gamle legacy-systemer i Skatteforvaltningen. Som informationsarkitekt i UFST er hun i dag med til at sikre, at vi ikke igen udvikler nye legacy-systemer, hvor der mangler dokumentation, og som vil gøre fremtidig udvikling svær.

Bare få måneder efter sin kandidateksamen i Informatik og Kommunikation på Roskilde Universitet (RUC) i 2019 begyndte den nu 32-årige Kira Hærvig Rønning i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Hendes første job var som Business Analyst i kontoret Viden og Processer, men efter et par år skiftede hun til sin nuværende rolle som informationsarkitekt i Center for Strategisk Arkitektur. 

”Fordi Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er så vidtspændende en arbejdsplads med facetter og specialer, var det muligt for mig at gennemføre et spændende og udfordrende karriereskift uden at skifte arbejdsplads”, siger Kira. 

Hvorfor valgte du at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”Da jeg søgte job i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, var det ikke længe siden, at Udviklings- og Forenklingsstyrelsen var blevet til som en af de nye styrelser i Skatteministeriets koncern. Jeg syntes, det lød spændende at være med til at opbygge et kontor, som skulle fokusere på legacy-systemerne. For et par år siden skiftede jeg til mit nuværende job, men i begge stillinger handler det om at være et bindeled mellem forretningen og it.”

Hvad er din vigtigste opgave i rollen som informationsarkitekt?
”Min vigtigste rolle er at hjælpe forretningen med at omdanne forretningens krav til specifikke data-behov i integrationen mellem systemerne. Jeg skal dokumentere systemer, use cases og snitflader efter standarder, som gør det muligt at understøtte udbud og genudbud af systemerne.”

”Det fungerer ikke kun som systemdokumentation, men som et direkte krav til leverandører. Som informationsarkitekter skal vi sikre, at systemerne taler samme sprog, når de udveksler data, og at systemerne på den måde har mulighed for at benytte og genbruge services. Disse integrationer kan man få et overblik over på IT-overblik, som er en del af Arkitekturportalen, så der altid er styr på, hvilke data systemerne udbyder.”

Hvad er det bedste ved at arbejde som informationsarkitekt i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
”Det bedste ved min rolle som informationsarkitekt er, at jeg er med til at danne et overblik over systemers informationsmodel og integrationer. Mit arbejde ender med at være god dokumentation, som er tilgængelig for hele Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på It-overblik.”

Hvem er dine tætteste samarbejdspartnere? 
”Jeg har et tæt samarbejde med systemejerne i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og procesejerne i fagstyrelserne, når der skal laves nye integrationer eller ændringer til eksisterende. Derudover samarbejder jeg også med leverandørerne, da jeg stiller krav til systemerne, før de laver ny udvikling. På den måde har vi i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen altid styr på, hvad leverandøren udvikler, så der ikke opstår et nyt ”legacy-system”, som er ufleksibelt og ikke gearet til nye måder at håndtere data på.”

Hvad er det mest udfordrende ved at have dit job i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?
"Den største udfordring opstår, hvis vi bliver inviteret sent ind i et projekt. Så kan der være meget arbejde, som er forberedt uden en informationsarkitekt, så projekterne måske ikke følger vores standarder. Det er sket, at standarderne ikke er blevet indarbejdet i kontrakten med leverandører, at integrationer skal udvikles efter vores dokumentation. Så kan det blive svært at få ordentlig dokumentation af systemet i It-overblik og få det til at ”spille” godt sammen med andre systemer.”

Hvordan føler du, at du gør en forskel med dit arbejde?
”Som informationsarkitekt i Center for Strategisk Arkitektur er jeg med til at skabe standarder, som skaber grundlag for, at Skatteforvaltningen kan udarbejde en ensartet dokumentation og kravstillelse af systemerne, som vil gøre al fremtidig udvikling nemmere.” 

Hvordan er balancen mellem arbejde og fritid? 
”Jeg oplever, at jeg har en rigtig god balance mellem arbejde og fritid. Jeg er god til at lægge jobbet til side, når jeg kommer hjem, for jeg har to børn, som tager det meste af min opmærksomhed. De fleksible arbejdstider gør i mine øjne Udviklings- og Forenklingsstyrelsen til en rigtig god arbejdsplads, når man har børn, der skal hentes fra børnehave og skolen. Jeg kan tilpasse dagene, så jeg har tid til børnene i hverdagene.”

Hvad kan du fortælle mig om dine kolleger?
”Mine kolleger er superdygtige, og vi arbejder tæt sammen i teamet. Vi arbejder på forskellige projekter og driftsopgaver, men snakker dagligt sammen, så vi kan hjælpe hinanden, hvor der er brug for det. Vi har meget forskellige baggrunde i teamet og er rigtig gode til at supplere hinanden, så vi får løst problemstillinger på bedst mulig måde.”

”Derudover er vi gode til at holde sociale arrangementer, så vi lærer hinanden godt at kende og har det sjovt sammen. Det er rigtig vigtigt for mig at have et godt samarbejde med kollegerne, og det synes jeg bliver styrket ved, at vi også kan snakke om andet end arbejdet.”

Er der noget, jeg mangler at få med for at fortælle din historie bedst muligt?
”Jeg er rigtig glad for, at det har været muligt at finde nye og spændende opgaver inde for samme styrelse.”