05-08-2025

Digital læringsspecialist svinger kameraet i formidlingens navn
Da journalist Christian Holger Pedersen for lige under to år siden startede som digital læringsspecialist i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, UFST, var han ikke helt sikker på, hvad han gik ind til. Heldigvis blev han positivt overrasket. I UFST er han omringet af passionerede, dygtige kolleger og nyder godt af den kreative frihed og de fleksible arbejdstider, jobbet tilbyder ham.
Som digital læringsspecialist sørger Christian for, at ”nogen lærer noget via deres skærm”. Blandt andet er han med til at designe online undervisningsmoduler til de ansatte i resten af UFST. Derudover producerer han videoer, speak, grafik og animationer. Det arbejde er med til at sprede viden på tværs i styrelsen.
Hvorfor valgte du at arbejde i UFST?
Jeg startede rimelig blank i oktober 2023, men hvis jeg rejser en tur tilbage i tiden til mit daværende jeg, ville jeg sige: ”I UFST får du får sjove, søde og dygtige kolleger og samarbejdspartnere, og du kommer til at være en del af en styrelse, hvor alle brænder for deres felt. Og så får du i øvrigt mulighed for at være med til at udvikle og sætte dit præg på organisationens digitale læringstilbud, hvilket jeg jo ved, er lige noget for dig!”
Hvad er det bedste ved at arbejde som digital læringsspecialist i UFST?
Variationen i mit arbejde, og at jeg har en vis kreativ frihed – inden for de organisatoriske rammer, der naturligvis også er. At kunne eksperimentere og lære nyt er en vigtig drivkraft for mig, og det er der heldigvis plads til. Det er også fedt, at der er så meget viden i UFST, som skal deles på tværs af styrelsen – det skaber jo også en masse efterspørgsel på kompetenceudvikling og uddannelse.
Hvordan føler du, at du gør en forskel med dit arbejde?
Jeg videreformidler viden og kompetencer på tværs af UFST, og det håber jeg er medvirkende til, at mine UFST-kolleger får nye muligheder for at udfolde sig i sit arbejde.
Hvordan er balancen mellem arbejde og fritid?
Jeg elsker mine fleksible arbejdstider, for de er stærkt medvirkende til, at jeg har en fin balance mellem arbejde og familie, tilsat lidt venner, Kløvermarken-bold, fritidsskriblerier og brætspilsdesignsyslen.