Hvem er Center for Datawarehouse, BI og ADP?
I Center for Data Warehouse, BI og ADP er vi ejere af Skatteforvaltningens Koncern Data Warehouse, og det er vores hovedopgave at hjemtage og udstille data, som hver dag bruges af udviklere og sagsbehandlere på tværs af Skatteforvaltnings syv styrelser.
Vi er et center med 85 dedikerede kollegaer, hvilket gør os til ét af Udviklings- og forenklingsstyrelsens store centre. Vi er et fagligt tungt center, hvor størstedelen er enten Data Engineers eller BI-udviklere, men vi rummer også Business Analysts, Product Owners, Scrum Masters, arkitekter, Tech Leads, driftsspecialister og fagkoordinatorer.
Hvilke opgaver løser vi?
Udover at udvikle og drive Koncern Data Warehouse og de dertilhørende mange BI-løsninger spiller vi en central rolle i udviklingen af fremtidens datadrevne Skatteforvaltning. Vi er procesejere for de centrale BI-værktøjer, og vi er med til at sætte retningen for, hvordan forvaltningen arbejder både effektivt og sikkert med de data, som udgør grundlaget for korrekte afgørelser på skatteborgernes vegne.
I takt med, at hele forvaltningen modnes og bliver dygtigere til at anvende data, stiger behovet for self service-løsninger, som kan udvikles endnu tættere på forretningen. Dette vilkår imødekommer vi blandt andet med det forestående moderniseringsprojekt, samt implementeringen af ADP, Analytisk Data Platform, som er en helt ny platform, der tilbyder en komplet ramme for udviklingen af sikre løsninger.
Hvordan arbejder vi?
Vi er organiseret i agile teams, hvoraf de fleste tilhører MDI-toget. MDI-toget varetager alle forretningens bestillingsopgaver til Koncern Data Warehouse. Derudover har vi et team i ADP-toget, hvor fokus er at videreudvikle en ny Analytics platform.
Geografisk sidder to af vores teams i Middelfart, mens resten sidder på Osvald Helmuts Vej på Frederiksberg tæt på Flintholm Station, som også er Udviklings- og forenklingsstyrelsens største lokation. Det betyder, at vi er blevet dygtige til at arbejde online, og at vores kollegaer aldrig er mere end et Teams-opkald væk.
Som senior it-projektleder vil du opleve et åbent og professionelt miljø, hvor der arbejdes selvstændigt, og alle tager ansvar. Du vil arbejde sammen med kollegaer, der bringer forskellige baggrunde og kompetencer til bordet, hvilket beriger vores samarbejde og resultater. Sidst men ikke mindst tror vi på, at arbejde bliver mere meningsfuldt, når man også har det sjovt undervejs.